What makes the difference?

Jeg savner min blog.

lavede de der Microsoft om på min blog.
Nu kan jeg slet ikke finde rundt.

Men det passer jo også fint sammen med, at jeg ikke kan finde ud af at skrive.

Jeg overvejer stadig mine muligheder mht det der blogworld.
Mit bedste bud er at starte en anonym blog et andet sted og se om mine skriveegenskaber kommer tilbage på den måde.

I hvert fald skal vi nok ikke have de store forventninger om, at der kommer det vilde liv i den her.
Den har efterhånden kvalt sig selv.

Vi følges med mor hjem fra kbh.

Sendt via en Sony Ericsson C702 mobiltelefon

Emilie: Nå men mor, hvad skete der så, da du flyttede hertil? Kendte du mormor og morfar allerede dengang?

Jeg kunne ikke nå at få et bedre billede, da vi kørte forbi. Men det er altså en julemand og en snemand, der fyldte en hel altan på hjørnet af Frederikssundsvej og Hulgårdsvej.

Sendt via en Sony Ericsson C702 mobiltelefon

Og aflevere fødselsdagsgave.
Her er kaffe og pebernødder.

Sendt via en Sony Ericsson C702 mobiltelefon

Moster får lige en bolle med sidevogn.

Sendt via en Sony Ericsson C702 mobiltelefon

Sendt via en Sony Ericsson C702 mobiltelefon

Sendt via en Sony Ericsson mobiltelefon

Emilie er kommet i seng og ligger og råber:

"Jeg skal da have noget vand. Det skal jeg have til mine knogler, så min krop ikke går i stykker af varmen!"

----
 Sendt via en Sony Ericsson mobiltelefon

----
 Sendt via en Sony Ericsson mobiltelefon

Emilie: Hør mor! Det er Kaj! (Da Kajs sang kom)

Mig: Ja, det er fordi, Povl Kjøller har været med til at lave Kaj og Andrea.

Emilie: JA! Det er derfor, Kaj er indeni Povl Kjøller!


I virkeligheden:
...Jubi jah, Jubi jah, er det jeg allerbedst kan.
Jeg børster og strigler min pony
Så den bliver blank og sort...

Emilie:
...Jubi jah, Jubi jah, er det jeg allerbedst kan.
Jeg børster og triller min honniiiiiiing!!
(og her kvæles resten så i grin fra Sarah og mig. Beklager. Vi hørte ikke mere)

Så er der to situationer, som også bør deles.

Emilie: Skal jeg fortælle dig, hvordan man laver kødben (spareribs)? Man river dyr i stykker.

Og den anden. Jeg ved ikke, om det er endnu længere ude..

Emilie: Ved du, hvad jeg kalder min far? Den sorte død!

----
 Sendt via en Sony Ericsson mobiltelefon

Emilie: Mor, er du egentlig voksen?

Emilie: Ej mor, prøv at se det her billede af mig. Så kunne vi lege, at det var min søster, og at hun var død nu!

Mig:?????!!!!

Det er jo ikke fedt.

Jeg gider overhovedet ikke, hvis min krop har tænkt sig, at det er proceduren fremover.

Man kunne klippe de virkelig grimme ting ud - som om de aldrig har været der.

Og så er der kun det smukke og lige mønster tilbage bagefter.

Husker I dengang, man skulle have sådan noget asymmetrisk hår, hvor den ene side var en helt kort page, og den anden side var lang?

Godt.

Sådan ser Emilie ud nu.

"Der er længe til der er mad, så i må lige holde jer."

"Når vi er færdige med at kalke, så skal vi gå ind og scrap vores bog."

"Hvem er det, mor dusker?"

"Sarah, må jeg se den Mac, du gerne vil have? Ååååårh den er feeeed!"

I dag er det taget af Sarah, og det er et dejligt Halloweenbillede.
Michele og Nina har lavet græskar.

Madlavning er sexet.
Især hvis man er nøgen.

Det er man sjældent alene.
Og det er så også sjældent, at man finder det direkte sexet.

Men lad os antage, at man er to.
Det er et godt antal.

Og lad os antage, at man laver rigtig lækker mad.
Lækker mad, der godt kan gå under kategorien sexet.

 I dette tilfælde havde det noget med chili at gøre.
Og chili er lækkert.

Chili formår at få visse kønsdele til at skrige.
Hvis man har det på fingrene og i kampens hede glemmer det.

Chili giver på den måde et godt forspil.
Chili giver en ekstrem og intensiv orgasme.

Bagefter, når hjernen er faldet tilbage på plads, giver chili en meget stor trang til at skrige.
Igen. På en anden måde end i orgasmen.

Vi gør det aldrig mere.
Ikke før næste gang.

Hvorfor kommer der altid til at se sådan ud?
Og jeg kan endda afsløre, at det meste fodtøj ligger udenfor, fordi jeg ikke har hentet det ind igen efter gulvvask.
Så dagens entré er faktisk et mildt tilfælde.

Som jeg analyserer billedet, så er der vist ingen andre end Emilie og mig, der kan tage skylden for det. Til gengæld tror jeg, at vi er lige gode om det.

Jeg kunne gå videre til stuen, og man vil opleve bunker af tøj, der har det med at sprede sig der.
Men det gør jeg ikke..